48 nye ejerboliger fordelt på 32 rækkehuse og 16 lejligheder er opført på grunden, hvor den tidligere Gl. Hjortespring Skole lå. Lejlighederne ligger i to etager med en have til lejligheden i stueetagen og en stor altan til 1. sals-lejligheden. Rækkehusene er ligeledes opført i 2 etager. Projektet er orienteret med indgange mod øst, haver og opholdssteder mod vest samt et større fællesanlæg midt i bebyggelsen med plads til leg og ophold.
Klimaskærm
Projektet er udviklet med fokus på bæredygtige materialevalg. Det primære materiale på facaderne er tegl i en gul- grå nuance med supplement af skiferbeklædning ved altaner og skur. Vinduer og døre er udført i træ-alu. Taget er udført med ensidig hældning og dækket med pap.
Energi & indeklima
Bebyggelsen forsynes med fjernvarme og opvarmning af lejligheder udføres med et hurtigtvirkende, vandbårent gulvarmesystem. Gulvvarme og installationsanlæg baseret på varmegenvindingsprincipper er med til at sikre et godt indeklima og en lav varmeudgift. Byggeriet overholder energiklasse 2015.
Anlæg
Det grønne boligområde er indrettet med inspiration fra den omkringliggende natur, Smørmosen og Fedtmosen. Som en del af Norconsults ingeniør-ydelser indgår anlægsprojektet med projektering af kloak og håndtering af overfladevand.